No man can fully grasp how far and how fast we have come, but condense, if you will, the 50,000 years of man¹s recorded history in a time span of but a half-century. Stated in these terms, we know very little about the first 40 years, except at the end of them advanced man had learned to use the skins of animals to cover them. Then about 10 years ago, under this standard, man emerged from his caves to construct other kinds of shelter. Only five years ago man learned to write and use a cart with wheels. Christianity began less than two years ago. The printing press came this year, and then less than two months ago, during this whole 50-year span of human history, the steam engine provided a new source of power.

Newton explored the meaning of gravity. Last month electric lights and telephones and automobiles and airplanes became available. Only last week did we develop penicillin and television and nuclear power, and now if America’s new spacecraft succeeds in reaching Venus, we will have literally reached the stars before midnight tonight.

This is a breathtaking pace, and such a pace cannot help but create new ills as it dispels old, new ignorance, new problems, new dangers. Surely the opening vistas of space promise high costs and hardships, as well as high reward.

So it is not surprising that some would have us stay where we are a little longer to rest, to wait. But this city of Houston, this State of Texas, this country of the United States was not built by those who waited and rested and wished to look behind them. This country was conquered by those who moved forward–and so will space.

Det er tilsyneladende den gængse holdning, at truslen mod Westergaard nødvendigvis må afstedkomme en genoptrykning af de usmagelige Muhammed-tegninger. Og det er tilsyneladende normen blandt medierne og flere politikere at betragte den opblussede Muhammed-krise som et spørgsmål for eller imod ytringsfrihed. Det synes jeg ærlig talt er barnagtigt og snæversynet.

Uffe Ellemann-Jensen skrev idag en kronik i Berlingske Tidende, hvor han advarede mod at genoptrykningen af tegningerne kunne skade ytringsfriheden i Mellemøsten. Det kan jeg kun give ham ret i. Uffe Ellemann er den eneste borgerlige (eks-)politiker som har vist udsyn i denne sag. Nøjagtig som i 2006 viste Uffe, at med ytringsfriheden følger et ansvar. Et ansvar for at sikre at ytringsfriheden bør have et formål og ikke blot udøves uden omtanke for konsekvenserne.

Lad os slå en ting fast. Jeg anfægter ikke mediernes ret til at offentliggøre Muhammed-tegningerne. Ytringsfriheden må nødvendigvis omfatte sådanne skildringer. Jeg ser dog intet anerkendelsesværdigt formål med offentliggørelsen, og jeg ville som chefredaktør seriøst overveje om man virkelig mener at tegningerne repræsenterer noget ophøjet principielt, som går forud for alt andet.

Kampen mod religiøs fundamentalisme skal kæmpes på andre fronter end på unødige provokationer mod hele det islamiske folk. I stedet for at skabe nye fjender og gøde jorden for yderligere ektremisme, bør vi behandle andre religioner og kulturer med respekt, og tilstræbe samhørighed og gensidig forståelse.

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti var i dag ude med en ret uhørt grov bemærkning om Asmaas tørklæde. Han ville, hvis Asmaa blev indsuppleret, personligt sørge for at hun ikke fik lov til at tale i salen. Den bemærkning overrasker mig ikke set i lyset af hr. Espersens tidligere udtalelser, men det er virkelig foruroligende.

I søndagens 19-nyheder sammenlignede Espersen Asmaa-sagen med situationen i Tyrkiet, hvor vrede studenter demonsterer imod regeringens lovliggørelse af tørklæder på bl.a. universiteterne. Sammenligningen er helt ude i hampen. I Tyrkiet er den stærke holdning mod tørklæder et resultat af et ønske om total sekularisme. Det kan på ingen måde sammenlignes med Espersens anslag mod demokratiske rettigheder. Espersen har nære bånd til det jødiske Israel, hvor fundamentalister huserer i stort tal. Ville Espersen også forbyde kalotter og fletninger på Borgen? Næppe!

Espersen må hjertens gerne arbejde for sekularisme i Danmark. Det er vi mange, der ville støtte. Men jeg behøver vel ikke minde hr. Espersen om, at Folketingets præsidum har en særlig forpligtelse til at efterleve de demokratiske principper. Derfor kan jeg ikke tolke Espersens modstand mod Asmaas tørklæde som andet end en vendetta rettet mod islam, og ikke et ønske om generel forbud mod religiøse symboler. Det er ikke i orden, Espersen!

Set i lyset af den uendelig ringe kondition, som befolkningen render rundt med, er det på tide med nytænkning. Med fare for at lyde som en hellig sundhedsapostel, vover jeg alligevel chancen og lægger bolden op til obligatorisk morgentræning i folkeskolerne og gymnasierne. Det er såre simpelt. Man møder ind kl. 7.30 og træner indtil kl. 9.00. Dette skal sgu nok få banket noget disciplin og gode kondital ind i de slaskne teenagekroppe.

Meningen er, at den fysiske træning tilrettelægges individuelt efter evne og interesse, således at hovedfokus lægges på styrke- og konditionstræning fremfor traditionelle gymnastiktimer, hvor formålet efter min mening ikke er tilstrækkelig beskrevet – eller hvor formålet i hvertfald drukner i sørøverleg og hulahopringe.

Morgentræningen skal være på skemaet hver dag, og skiftevis være af fysisk og teoretisk karaker, således at eleverne får fysisk træning tre gange ugentligt og træningsteori to gange ugentligt.

Tilrettelægges undervisningen korrekt vil følgevirkningen være sundere børn med øget overskud og højere koncentrationsevne, og hermed højere indlæringsevne.

Jeg har – uagtet at jeg er inkarneret anti-ryger – altid kunnet tilslutte mig princippet om frihed under ansvar. Det bør i alle livets forhold være den gældende norm. Jeg har dog måttet sande, at et frivilligt rygeforbud er illusorisk. Derfor støtter jeg nu en statslig regulering, som jeg mener gerne må gå endnu længere end tilfældet er med rygerloven. Hvad med at hæve afgifterne, således at en pakke kommer til at koste 50 kr.? Det kunne jeg godt se det fornuftige i.

De anti-rygelovstilhængere, der bruger argumentet om statens krænkelse af privatlivets fred, kan ikke komme uden om, at liberalismen har et forklaringsproblem når vi taler om passiv rygning. Hvordan i alverden kan liberalismen refærdiggøre, at ikke-rygere fratages et frit valg til at færdes på offentlige steder uden at komme et skridt nærmere en rygerrelateret sygdom? Når liberalister bruger det argument kan det ikke ske i ideologiens navn, men alene for at pleje egne særinteresser.

I stedet for at sætte sig på et standpunkt om rygernes frihed til at ryge, bør man anskue problemstillingen fra et større perspektiv, og i mindre grad fokusere på rygernes rettigheder.

Vi ser et Afrika som er præget af hungersnød, borgerkrig og korrupte regimer. Udviklingen er sat på sporet, men mange regimer kan tydeligvis ikke magte at fuldføre opgaven

Man kan overveje, hvor meget nytte ulandsbistanden gør, og om den gør en afgørende forskel i modtagerlandene eller om det mest er vores egen samvittighed der dulmes.

Hvorfor ikke sætte Afrika under Administration? Man kunne forestille sig en løsning, hvor flere af de mest forarmede lande i Afrika blev sat under frivillig administration af f.eks. FN. Dette ville konkret indebære, at folk med stor ekspertise udarbejdede bindende planer for landets udvikling over en periode på f.eks. 10-15 år.

Den Europæiske Union lagde fra starten et ambitiøst forslag på bordet, der gik på en konkret udledningsreduktion på 25-40 % for industrilandenes vedkommende og en halvering af drivhusgasudledning frem til 2050. Bush-regeringen havde på forhånd tilkendegivet, at de helst så en mere eller mindre uforpligtende aftale, der overlod det til de enkelte lande at fastsætte reduktionsmålsætningen.

Aftalen endte med nogle abstrakte vendinger om, at man vil arbejde for en udledningsreduktion, men uden konkrete målsætninger. Det blev altså en køreplan uden retning. Endeligt indeholdt slutdokumentet en beslutning om at udviklingslandene skulle have økonomisk og teknologisk håndsrækning for at kunne imødegå kravene til udledningsreduktionen og bremsningen af træfældningen i regskovene. Dette var et krav fra udviklingslandenes sammenslutning, G77, som EU havde tilsluttet sig. USA nedlagde på et tidligt tidspunkt veto sammen med Canada og Japan mod G77′s forslag. Efter nogle dramatiske forhandlinger accepterede USA dog forslaget.

Selvom den britiske miljøminister kalder aftalen for et “historisk gennembrud”, kan man dog ikke lade være med at være med at være en smule frusteret over, at klimapolitik uundgåeligt er sovset ind i de enkelte landes produktions- og kapitalinteresser. Det er forståeligt, at USA som den største CO2-udleder gerne vil beskytte dens industri. Man må forstå USA’s position i forhold til Kina, Indien og Brasilien som har en kæmpe vækst, og som om få år vil indhendte USA’s produktionsforspring. Hvorfor skulle disse tre lande kunne stille særkrav og tilmed modtage penge og teknologi for det? Er det ikke konkurrenceforvrængende? Set ud fra en umiddelbar, kortsigtet betragtning er USA’s forbehold rimelige.

Andre, mere presserende emner spiller dog ind. Klimaudfordringerne er noget som skal på bordet nu, og ikke om 15-20 år. De aktuelle klimaproblemer er opstået som følge af den vestlige verdens årelange, voldsomme CO2-udledning. USA og den vestlige verden har de sidste 100 år svinget taktstokken og bærer et kæmpe ansvar for den nuværende situation. Det seneste år har givet en mærkværdig åbning i klimadebatten, og så længe emnet er in hos verdens regeringer skal der handles. Det nytter ikke at tage klimaet som gidsel i et storpolitisk magtspil. USA bør vise format ligesom EU har gjort det, og tage deres position som verdens førende supermagt alvorligt.

Man må håbe at USA’s næste regering vil se med større velvilje på klimaudfordringerne.

Problemet er, at børnechecken er omfordeling når omfordeling er værst: Omfordeling fra middelklasse til middelklasse. Jeg prøver at holde et nogenlunde pragmatisk syn på velfærdsstaten, og det strider mod min sunde fornuft at se forholdsvis velhavende børnefamilier med friværdi og Volvo modtage ydelser fra det offentlige, ligesom det generelt strider mod sund fornuft at velhaverfamilier har krav på offentlige ydelser.

Jeg anser overførselsindkomster som en nødvendighed for at opretholde social stabilitet (bemærk at jeg ikke sagde lighed) og sikre de svageste grupper en rimelig levestandard. Jeg kunne derfor ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn ved eksistensen af førtidspension, kontanthjælp og SU, hvorimod efterløn og til en vis grad børnecheck ikke kan retfærdiggøres som en universel ydelse.

Det oprindelige formål med velfærdssamfundet var at trække arbejderklassen og de mindrebemidlede ud af fattigdom og op i middelklassen. Det fik man gjort, og nu fortsætter udviklingen for at tilfredsstille befolkningens uendelige sult efter flere offentlige ydelser. Det må være det eneste argument.

Skiftende regeringer har ukritisk fodret den offentlige velfærdsmaskine, og gjort den til et utæmmeligt monster. Det er på tide med kritisk tænkning hos både politikerne og befolkningen. Den absurde omfordeling vi er vidne til må høre op. Vi skal tilbage til et ægte velfærdssamfund, hvor støtten til de svageste styrkes markant, hvorimod de velhavende ikke skal have del i ydelserne.

Visionerne om en (delvis) bilfri midtby i Århus er bestemt tilstede blandt de politiske partier på Rådhuset. Det er lykkedes dem at sætte den planlagte letbane på den landspolitiske dagsorden, og flere af partierne er villige til at se på indkørselsrestriktioner. Så langt så godt.

Den ansvarlige rådmand i Århus, Peter Thyssen (R) har dog sat en effektiv bremse på debatten ved at koble planerne om begrænsning af biltrafikken sammen med opførelsen af letbanen. Hans argument er, at der ikke kan ske ændringer så længe den kollektive trafik ikke er optimal. Fornuftigt nok. Han har ret i, at der skal tænkes i helheder i denne sag. Det nytter ikke at indføre indkørselsafgift osv. når bilisterne ikke har et fornuftigt alternativ. Hans udmelding er dog uheldig, når han samtidig lukker diskussionen for lokale ændringer der ikke påvirker bilcirkulationen i midtbyen.

Man bør starte med at lukke området omkring Latinerkvarteret og Strøget ned for biltrafik og inddrage området mellem universitetet og midtbyen til bilfri zone.

Kom så i gang!